Har enten mor eller far PTSD, hvad end det kommer efter. Så er det at få et barn noget, der på mange måder kan trigge den ramte. Denne Doula vejledning er for par eller den forældre der er ramt. Mor eller far er lige velkommen. Det er for jer som venter barn, eller jer som allerede er forældre og måske allerede mærke udfordringen.

Det er ikke en terapi session, hvor I skal udlevere jeres historie for at blive vejledt. I må meget gerne dele jeres historie, og jeg vil gerne hjælpe jer med at finde de trigger punkter, som kan påvirke jer i livet med børn.

Men hvordan kan jeg vejlede jer, hvis jeg ikke kender jeres historie?

Når man har PTSD så er der adfærdsmønstre som ligner hinanden. De er aldrig helt ens, fordi alle har et unikt alarmberedskab efter et traume.
Derfor fortæller jeg om forskellige hverdags situationer, som kan gøre det ekstra udfordrende, at skabe en familie, i den harmoni, som man ønsker. Alle familier oplever hverdagens kaotiske timer. De har sågar fået navnet: Ulvetime.

Vi ved at PTSD kan “smitte” vores børn, så de udvikler en sekundær PTSD. Fordi vi ved det, så har vi også en chance for at komme det i forkøbet, ved gøre os selv klogere igennem viden og erfaring.
Men det kræver selvindsigt og selvobservation.

Jeg plejer gerne at sige, hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg ved nu – så havde mine unger, kæreste og jeg selv muligvis sluppet for mange trælse perioder. Med andre ord, jeg vil gerne give jer lidt af den erfaring, jeg gerne ville have haft tidligere i mit PTSD forløb. 

Man kan sige, at I får undervisning/vejledning i, hvordan man som forældre med PTSD, kan lære at få øje på de udfordringer, som kan give problemer i hverdagen.

Et eksempel fra mit eget forældreskab og evnen til at give skæld ud, uden grund:

Jeg står og laver aftensmaden. Min søn sidder i stuen og ser børnetime, og min ældste løber på lofterne, eller hun løber igennem stuen og hopper ned i en sækkestop. Det er hylende sjovt og hun griner. Tumler rundt og har det bare sjovt. De er 2 og 4 år gamle og jeg er i gang med 1. år på HF. Jeg var 24 år og havde havde PTSD efter den ulykke jeg og min datter var i, da min hun var spæd. Men jeg havde endnu ingen ide om, hvordan det kom til udtryk.

Som hun fiser rundt og leger bliver jeg mere og mere ængstelig, min kroppe får det som om, at jeg skal reagere på noget og jeg kæmper for at trække vejret. Jeg føler at hun er ved at slå sig selv ihjel med den sækkestol og jeg må koncentrere mig, for ikke at forbyde hende denne leg. Jeg fokuser på aftensmaden. Jeg lukkede ikke skabslågerne i efter mig, så alle stod efterhånden åbne. Jeg lod dem altid stå åbne, når jeg havde været i dem. Pludselig lyder et kæmpe brag, og jeg fare sammen og vendte mig mod lyden og råber af mine lungers fulde kræft – af min 4-årig datter, som bare lige lukkede skabslågen for mor, som igen havde glemt at lukke den. Hun bliver ulykkelig og jeg frustreret, for hvorfor flippe ud også at hun lukket lågen?

I dag ved jeg, hvorfor jeg aldrig lukkede skabslågerne – fordi jeg ved at lukke skabslågen triggede PTSDen i mig selv. Min nu 16-årig søn og 18-årig datter ved hvorfor de ofte fik uberettiget skæld ud. Og vi har talt meget om “Pis mig i øret” som PTSDen blev døbt her hjemme. For det at pakke tingene ind i lidt humor, har hjulpet os igennem.
Vi har nu en intern skabslåge joke: Hjemme hos os, må vi ikke engang lukke en skabslåge.

Jeg vejleder ud fra min egen historie, så det er erfaring og ikke teori der ligger bag denne vejledning. Jeg vejleder jer, som jeg ville vejlede min datter eller søn, hvis de skulle står i den situation, at være PTSD ramt, forældre eller vente sig.
Af al min kærlighed, i ønske om at hjælpe jer med at forstå, acceptere og tage hånd den udfordring.

Husk, at det ikke er terpi hvor du skal arbejde med dit traume og din PTSD. Jeg viser dig et andet perspektiv, i en anden kontekst end dit eget traume. Du/I vil få nogle råd som i sammen med hinanden eller hver for sig, kan bruge i din hverdag.