Jeg er så heldig, at langt de fleste af mine venner, bekendte og min familie, de vidste at jeg ikke var – helt tabt bag en vogn. Så de har altid troet på mig.
Til en hyggeaften ved en veninde. En klassekammerat – fra 0. og 1. klasse. Fortalte jeg om de overvejelser jeg havde gjort, i forhold til at starte på 10. klasse eller HF. Min veninde gjorde det meget tydeligt for mig, at det var hun sikker på at jeg sagtens kunne. Overvejelserne startede, da det at finde job som ufaglært ikke gik særlig godt. Så en tur til studievejlederen på VUC.
Jeg startede på en 10. klasse som 23-årig. Min datter var 2 år og min søn 7 måneder. Jeg var alene med dem, men havde et godt samarbejde med deres far. I løbet af skoleåret fandt jeg ud af, at jeg nok godt kunne lære. Da jeg startede fik jeg 03 i dansk diktat og 9 måneder sener til eksamen fik jeg 8. Det fik mig overbevist om, at det ikke var et spørgsmål om jeg kunne, men hvordan jeg lærte. Så 10. klasse blev til HF og i 2010 blev jeg student.
Min store drøm var stadigvæk at blive fotograf, men da det var noget nær umuligt at tage fotograf uddannelsen – fordi jeg havde to små børn og boede i Fredericia. Uddannelsen ligger i Viborg. Men så er det jo godt at der er alternativer.
I 2010 gjorde jeg mit hobbyfotografi til en virksomhed. For heldigvis er fotograf ikke en beskyttede titel.
Under forløbet kæmpede jeg med efterreaktionen fra ulykken i 2003. Jeg havde fået PTSD og ja, jeg vil ikke anbefale det. Her vil jeg ikke fortælle så meget om de indre kampe jeg har kæmpede. Men en lille sneak peak giver jeg gerne.
Når du bliver diagnoseret med en psykisk sygdom – eller, det er nok forskelligt fra menneske til menneske. Men da først jeg hørte en læge nævne det, da fornægtet jeg det. For det var dengang sådan, at de som får PTSD, får det efter at have været udsendt som soldat eller er flygtet fra krig. Så jeg tænkte – hallo, ej. Det passer ikke ind i mit verdensbillede.
Men som jeg undersøgte sagen, kunne jeg jo godt se det. Så her startede en intern erkendelses proces, og jeg lærte, at det øjeblik man fortæller om sin psykiske sygdom, så har man allerede mødt alle fordomme. For de første fordomme man møder, er ens egne.
På tråds af, at jeg dagligt levede med PTSD symptomer, så lykkes det mig alligevel at gennemføre HF – godt ok over 3 år i stedet for 2. Jeg kan ikke huske om det var under 1. eller 2. år af HF at jeg blev testet for ordblindhed. Men jeg fandt ud af, at jeg er ordblind og fik en IT-rygsæk.
Blindeskrift uden at kunne stave
Da jeg arbejdede hos Post Danmark var jeg en kort periode i en afdeling hvor jeg skulle sidde ved en computer og “kode” hvor brevene skulle sendes hed. Det vil sige at jeg skulle indtaste de 4 første bogstaver af vejnavnet. For at kunne gøre det hurtigt skulle man lære blindskrift. Så jeg fik en CD-rom med hjem med et spil på. Så jeg havde lært at skrive i blinde – så at sige.
Denne egenskab viste sig at være ret så smart og jeg fandt ud af, at jeg nemmer kunne stave ved at skrive på computeren. Sådan har jeg det stadigvæk. Nogle ord kan jeg ikke skrive i hånden, men kan skrive dem på computeren uden at tænke videre over det. Det er rat smart at udnytte muskelhukommelsen og derved udvide ordforrådet.
Selvom jeg er ordblind, så kan jeg godt skrive. Det tager mig bare lidt længer tid. Ikke fordi jeg skriver langsomt, men fordi det at formulere sig også er en opgave hvor sprogcenteret og hukommelsen er på arbejde. Der er så også det med stavefejl, dem laver alle og jeg laver måske bare lidt flere. Jeg kan også godt læse kendt og læsevenlig tekst – dvs at teksten skal være skrevet på computer i en neutral fond. Er en tekst skrevet med Caps Lock, så er det ikke helt så let. Lige som håndskrift er en opgave. Det er det fordi at så skal jeg læse ordne, i stedet for blot at genkende dem. Jeg har altid husket ord, som var de telefon nummer. Fordi jeg kan ikke høre mig frem til hvordan et ord staves, så det skal huskes.
Ordblinde underviseren på HF fortalte dengang, at man ved at have scannet ordblinde og ikke ordblinde hjerner med der blev læst. Her havde de fundet ud af, at ordblindes hjerne var aktive i et større område af hjernen. De ikke ordblindes hjerner var aktive i et mindre område.
Jeg kan godt lide at være lidt morsom, så i min sorthvide tankegang konkluderede jeg, at ordblinde jo så bruger mere af hjernen – ergo, de er kloger.
Jeg har sener hørt, eller læst om at ordblinde læser med hukommelsen. Noget med at aktiviteten på scanninger har tydet på, at informationen skal forbi hukommelsen når ordblinde læser. Hvor korrekt det er, ved jeg ikke. Men ud fra min egen erfaring så tror jeg der er noget om det.
Ordblinde læser med hukommelsen.