Drømmejobbet for mig 

Mit drømmejob har ikke en titel, men en vision.
Jeg vil gerne være med til at skabe bedre forståelse og vilkår for dem, som samfundet ønsker at inkludere. Mine personlige erfaringer kombineret med mine faglige kompetencer mener jeg giver et unikt perspektiv på opgaven. 

Mine erfaringer fra et levet liv, som en af dem fra gruppen, som samfundet ønsker at inkludere – men som arbejdsgiveren ofte fravælger. Måden jeg forstår og arbejder med min egen neurodivergentitet på, håber jeg kan inspirere. Inspirere til at se muligheder og styrker hos os, der ikke ser og oplever verden som de fleste. 

Vi kan ikke ændre verden

I et oplæg under et forældrekursus for forældre til ny diagnoseret børn (autisme), siger oplægsholderen noget i stil med, at vi ikke kan ændre verden, så den passer til vores neurodivergente børn. 

Den holdning vil jeg gerne udfordre – jeg vil gerne ændre verden, så den også kan passe til vores neurodivergente børn, unge og peers. Jeg tror dog ikke, at det er et spørgsmål om at ændre den fysiske verden, men et spørgsmål om at forstå vores neurodivengte medmennesker fra deres individuelle perspektiver.

Den ændring vi alle kan være en del af, er måden vi imødekommer det menneske som er anderledes fra os selv. 

Ændringen af verden starter i relationen mellem mennesker.

Engang blev ordblinde ekskluderet

I det 19. århundrede blev de som ikke kunne lære at læse og skrive straffet eller ekskluderet fra undervisningen. De blev forstået som værende dovne med en karakterfejl. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte enkelte forskere at argumentere for, at læsevanskeligheder ikke nødvendigvis skyldes lav intelligens, men det var stadig med stigmatisering. 

I 1940’erne-1960’erne begyndte opgøret med stigmatiseringen. Dog blev dette primært forstået i fagkredse og havde endnu ikke vundet indpas i den almindelige befolkning. 

1970’erne-1980’erne kom der en øget offentlig bevidsthed. Ordblindhed blev i stigende grad forstået som en neurologisk udfordring. 

I Danmark begyndte medier og uddannelsesinstitutioner at formidle budskabet om, at ordblindhed og intelligens ikke hænger sammen, men det tog tid at ændre holdninger i befolkningen.

1990’erne-2010 begyndte den brede forståelse at slå igennem i samfundet.

Jeg startede i folkeskole omkring 1990 og blev student i 2010. Jeg har dermed oplevet udviklingen i samfundet, fra en ordblindes perspektiv. Jeg har mødt mange forskellige forståelser af ordblindhed. Både de nye og dem som har overlevet fra det 19. århundrede. 

Nu er det alment kendt i Danmark, at ordblindhed ikke har noget at gøre med intelligens, og der er større fokus på ordblindes potentiale og styrker. Kendskab til hjælpemidler og forståelse for de udfordringer som ordblindhed kan medføre, er der i uddannelsessystemet indsat støtte til.

Så selvfølgelig kan vi også ændre verden for andre i gruppen af neurodivergente – en ændring i verden starter nemlig hos dig og mig og den starter i samtalen om middagsbordet.

Vi skal tage ved lære af historien

I det 19. århundrede blev mennesker med autistiske træk ofte og fejlagtigt betragtet som psykisk syge, besatte eller mentalt tilbagestående. I gamle tekster og biografier, findes der eksempler, hvor historiske personer er beskrevet som “særprægede” eller “eneboere” med begrænset social kontakt. Nogle mener, at Albert Einstein havde autisme, ADHD og ordblindhed.

Kigger vi på autisme i et historisk perspektiv, så minder udviklingen lidt om historien om ordblindhed.  Men området er langt mere komplekst end det at have læsevanskeligheder.
Der forskes fortsat i genetiske og miljømæssige faktorer der bidrager til autisme, og der forskes også på områder, hvor der ses på styrker og potentiale hos den enkelte. 

Så ja, vi – os som lige nu er forældre til neurodivergente børn, vi kan ikke ændre den fysiske verden omkring dem, men vi kan være med til at ændre holdningen i samfundet. Det er derfor at jeg fortæller min personlige historie.

Jeg ville ønske at vi bare kunne springe frem i historien og allerede nu se de her anderledes hjerner som ressourcer, i stedet for at indtænke dem som individer med handicaps.
Selvom det for den enkle kan være et handicap. Jeg tror, at det bliver et handicap fordi, at vi i fællesskabet endnu ikke har forstået, hvordan vi udnytter hele flokkens kompetencer og ressourcer. 

Drømmejobbet for mig? 

Det er hos jer der har samme vision om at se ressourcer og kompetencer hos menneskerne omkring jer, forstår at bruge diagnosen som en brugsvejledning til at forstå, det som er anderledes fra dig selv. 

Så hvis mine faglige kompetencer er nogle I søger, er du velkommen til at tage kontakt på min telefon: 26237265.