Normalt, så er grundskolen ikke så vigtigt når vi ser på vores professionelle CV. Min folkeskolegang er i mange tilfælde fuldstændig underordnet og ret ligegyldigt information – men i nogle jobs, så kan det være en fordel at have set grundskole fra et andet perspektiv end de fleste.
Allerede som lille, var jeg en dagdrømmer der i skoletiden sad med blikke ud af vinduet og tankerne fordybet i den indre fantasi. Jeg forstod ikke at lære bogstaverne og jeg var let at lokke til spilopper. I fritiden var min legeplads naturen omkring mit hjem. Jeg Kravlede så op i træerne som muligt. Legede på togbanen – eller, jeg løb over skinnerne. Ikke med hovedet under armen. For jeg studerede først hvornår det ville være sikkert. Jeg observerede og lærte hvornår der ville komme tog. Lærte at skinnerne klingede lang tid før, jeg kunne se toget.
Når jeg, som voksen ser tilbage på det barn jeg var. Så kan jeg undre mig over at man mente, at jeg ikke kunne lære. For jeg lærte navne på planterne og dyrene. Alle knob i spejderbogen lærte jeg også, på nær et par enkle. Min almene viden gjorde også, at lærerne ikke forstod, hvorfor jeg ikke kunne lære det jeg skulle lære i skolen.
Efter 2. klasse blev jeg flyttet til en specialklasse. Denne klasse lå i en opgang kun med specialklasser. Den blev i skolegården kaldt for “spasseropgangen”. Vi fra denne opgang blev udsat for lidt af hvert. Engang fik jeg fyldt mine øre med sand mens jeg blev kald alle de bedste skældsord som et barn kan finde på.
Kun fordi jeg gik i specialklasse, for dem der gik der, ja de var uintelligente – og direkte dumme børn uden værdi for fællesskabet.
Vi var ekskluderes fra fællesskabet og vores ord blev ikke taget alvorligt når vi ”sladderet” til de voksne. Sætningen. Arr, det var nu nok ikke sådan at det forgik. Den står klokke klar i min hukommelse. Selvom jeg ikke var den det gik værst ud over – så husker jeg så tydeligt urimeligheden over at vi ikke engang kunne få hjælp fra de voksne.
Men jeg lærte selvfølge også noget i min folkeskoletid. Lærte at tegne hvad jeg tænker på – oversat til voksent. Så styrkede dette mine refleksive evner og frie fantasi. Jeg lærte at det normale (de normale børn) var utilregnelige. At nogen mennesker tror det er okay at dømme andre blot på deres faglige og sociale forudsætninger.
Heldigvis er langt de fleste voksne, vokset fra skolegårdens hierarki.
Det hele endte med at jeg gik ud efter 8. klasse. Det gjorde jeg efter at min mor spurgte lærerne om de ville forsøge at lære mig noget, så jeg kunne få en afgangseksamen. Svaret, som blev leveret tilbagelænet med armene over kors. At det var de ikke sikre på de gad.
Og så gik jeg ud med en besked om, at jeg ikke kunne lære nok til at få en uddannelse. Fordi mit danskfaglige var langt fra aldersvarende. Min drøm var at blive fotograf, for det kræver jo blot at klikke på en knap.
Jeg er sikker på, at lærerne gjordet det bedste de kunne inden for de rammer og den viden man havde der tilbage i 90-erne. Vi kan jo ikke altså ikke være sure på nogen, over noget man ikke vidste beder om. Folkeskolen skulle gerne styrke børn i deres personlige og faglige udvikling, men nogen gange, så går det ikke efter planen.
Jeg er positiv indstillet og jeg prøver altid at se på det positive i enhver situation. Så jeg dvæler ikke ved de dårlige oplevelser som dårlige minder. I stedet ser jeg det som vigtige elementer i den livslange læring det er at være et menneske.