Forfatter: Fie

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Workshop i nyfødt fotografering

Nyfødt Fotografering – Sikkerhed, Teknik og Praktisk Erfaring

Bliv ekspert i nyfødt fotografering med dette kursus, der kombinerer teori, praksis og personlig feedback.

Dette kursus er til dig, der vil mestre kunsten at fotografere nyfødte med fokus på sikkerhed, effektivitet og smukke resultater. Undervisningen er opdelt i tre dele og giver dig både den nødvendige baggrundsviden og hands-on erfaring.

Kursusindhold

Del 1: Online introduktion og teori

  • Få adgang til et forberedende, optaget foredrag, hvor jeg gennemgår teorien bag nyfødt fotografering, samt essentielle sikkerhedsprocedurer.
  • Se foredraget, når det passer dig, før kursusdagen. Det er vigtigt at du forbereder dig til kursusdagen.

Del 2: Kursusdag i studie

  • Praktisk undervisning i mit studie hvor der er mulighed for at stille spørgsmål til både teori og praksis.
  • Lær at håndtere og poser baby på en sikker og effektiv måde.
  • Medbring gerne en notesbog til noter.

Del 3: Online værktøjskasse og opfølgning

  • Adgang til en eksklusiv online “værktøjskasse” med undervisningsvideoer i efterbehandling af nyfødt billeder.
  • Live online feedback-session, hvor vi gennemgår billeder du på egen hånd har taget – efter du har været på kursus. Du får personlig vejledning til at forbedre din teknik.

Det lærer du:

  • At udføre en nyfødt fotografering sikket og tryg.
  • Hvordan du guider babyer ind i forskellige poseringer.
  • Teknikker til at få baby til at sove – og holde baby i søvnen mens du arbejder med baby.
  • Korrekt posering i forhold til lys og sikkerhed.
  • En simpel tilgang til fotografering uden kompliceret teknisk sprog.
  • At efterbehandle i Adobe Lightroom og Photoshop.

Efter kurset vil du være klar til selvstændigt at fotografere nyfødte op til 6 ugers alderen. Du får desuden lektier med hjem, som hjælper dig med at finpudse dine færdigheder og skabe fantastiske billeder.

Forventninger og opfølgning

Nyfødt fotografering er en af de mest krævende genrer inden for fotografi, og det kræver øvelse at mestre. Derfor inkluderer kurset lektier og en opfølgende live-session, hvor du får feedback og vejledning til at finjustere teknikkerne.

Om underviseren

Med over 20 års erfaring inden for babyfotografering og en specialisering i nyfødt fotografering siden 2011 har jeg udviklet en undervisningsmetode, der bygger på praksis, teori og personlig erfaring. Jeg er faguddannet fotograf og uddannet doula, hvilket giver mig en unik forståelse for babyers behov og sikkerhed.

Jeg deler alle de tips og tricks, jeg har lært gennem årene, så du kan undgå de fejl, som jeg selv begik, da jeg begyndte.

Praktisk information

Medbring:

  • Dit kamera med objektiv (24-70mm eller 50mm). Skulle uheldet være ude, kan du låne mit kamera.
  • En madpakke.

Ekstra workshop med mentor
Efter kurset kan du tilkøbe individuel workshop, hvor du er den primære fotograf. Dvs. at du  håndterer hele processen – fra lysopsætning til posering. Jeg vejleder dig undervejs og hjælper med at finpudse netop de områder, du har brug for.

Kursus datoer for hold og en til en workshops

Kursusdatoer frigives via venteliste. Her sendes der mulige datoer ud til enten en til en eller hold workshops.

Der er forskellige temaer på de forskellige workshops. Temaet vil fremgå af den mail som sendes ud til ventelisten. Der afholdes maks 6 kurser/workshops om året. 

Venteliste til workshops

Her kan du opskrive dig på venteliste. Så får du en mail med datoer og informationer før de bliver tilgængelige her. Du får kun mail om workshops i nyfødt fotografering!
Klik her og tilmeld
Udgivet i af — Skriv en kommentar

Hvor drømmer jeg om at gøre karriere?

Drømmejobbet for mig 

Mit drømmejob har ikke en titel, men en vision.
Jeg vil gerne være med til at skabe bedre forståelse og vilkår for dem, som samfundet ønsker at inkludere. Mine personlige erfaringer kombineret med mine faglige kompetencer mener jeg giver et unikt perspektiv på opgaven. 

Mine erfaringer fra et levet liv, som en af dem fra gruppen, som samfundet ønsker at inkludere – men som arbejdsgiveren ofte fravælger. Måden jeg forstår og arbejder med min egen neurodivergentitet på, håber jeg kan inspirere. Inspirere til at se muligheder og styrker hos os, der ikke ser og oplever verden som de fleste. 

Vi kan ikke ændre verden

I et oplæg under et forældrekursus for forældre til ny diagnoseret børn (autisme), siger oplægsholderen noget i stil med, at vi ikke kan ændre verden, så den passer til vores neurodivergente børn. 

Den holdning vil jeg gerne udfordre – jeg vil gerne ændre verden, så den også kan passe til vores neurodivergente børn, unge og peers. Jeg tror dog ikke, at det er et spørgsmål om at ændre den fysiske verden, men et spørgsmål om at forstå vores neurodivengte medmennesker fra deres individuelle perspektiver.

Den ændring vi alle kan være en del af, er måden vi imødekommer det menneske som er anderledes fra os selv. 

Ændringen af verden starter i relationen mellem mennesker.

Engang blev ordblinde ekskluderet

I det 19. århundrede blev de som ikke kunne lære at læse og skrive straffet eller ekskluderet fra undervisningen. De blev forstået som værende dovne med en karakterfejl. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte enkelte forskere at argumentere for, at læsevanskeligheder ikke nødvendigvis skyldes lav intelligens, men det var stadig med stigmatisering. 

I 1940’erne-1960’erne begyndte opgøret med stigmatiseringen. Dog blev dette primært forstået i fagkredse og havde endnu ikke vundet indpas i den almindelige befolkning. 

1970’erne-1980’erne kom der en øget offentlig bevidsthed. Ordblindhed blev i stigende grad forstået som en neurologisk udfordring. 

I Danmark begyndte medier og uddannelsesinstitutioner at formidle budskabet om, at ordblindhed og intelligens ikke hænger sammen, men det tog tid at ændre holdninger i befolkningen.

1990’erne-2010 begyndte den brede forståelse at slå igennem i samfundet.

Jeg startede i folkeskole omkring 1990 og blev student i 2010. Jeg har dermed oplevet udviklingen i samfundet, fra en ordblindes perspektiv. Jeg har mødt mange forskellige forståelser af ordblindhed. Både de nye og dem som har overlevet fra det 19. århundrede. 

Nu er det alment kendt i Danmark, at ordblindhed ikke har noget at gøre med intelligens, og der er større fokus på ordblindes potentiale og styrker. Kendskab til hjælpemidler og forståelse for de udfordringer som ordblindhed kan medføre, er der i uddannelsessystemet indsat støtte til.

Så selvfølgelig kan vi også ændre verden for andre i gruppen af neurodivergente – en ændring i verden starter nemlig hos dig og mig og den starter i samtalen om middagsbordet.

Vi skal tage ved lære af historien

I det 19. århundrede blev mennesker med autistiske træk ofte og fejlagtigt betragtet som psykisk syge, besatte eller mentalt tilbagestående. I gamle tekster og biografier, findes der eksempler, hvor historiske personer er beskrevet som “særprægede” eller “eneboere” med begrænset social kontakt. Nogle mener, at Albert Einstein havde autisme, ADHD og ordblindhed.

Kigger vi på autisme i et historisk perspektiv, så minder udviklingen lidt om historien om ordblindhed.  Men området er langt mere komplekst end det at have læsevanskeligheder.
Der forskes fortsat i genetiske og miljømæssige faktorer der bidrager til autisme, og der forskes også på områder, hvor der ses på styrker og potentiale hos den enkelte. 

Så ja, vi – os som lige nu er forældre til neurodivergente børn, vi kan ikke ændre den fysiske verden omkring dem, men vi kan være med til at ændre holdningen i samfundet. Det er derfor at jeg fortæller min personlige historie.

Jeg ville ønske at vi bare kunne springe frem i historien og allerede nu se de her anderledes hjerner som ressourcer, i stedet for at indtænke dem som individer med handicaps.
Selvom det for den enkle kan være et handicap. Jeg tror, at det bliver et handicap fordi, at vi i fællesskabet endnu ikke har forstået, hvordan vi udnytter hele flokkens kompetencer og ressourcer. 

Drømmejobbet for mig? 

Det er hos jer der har samme vision om at se ressourcer og kompetencer hos menneskerne omkring jer, forstår at bruge diagnosen som en brugsvejledning til at forstå, det som er anderledes fra dig selv. 

Så hvis mine faglige kompetencer er nogle I søger, er du velkommen til at tage kontakt på min telefon: 26237265. 

Udgivet i af — Skriv en kommentar

10. klasse og HF

Jeg er så heldig, at langt de fleste af mine venner, bekendte og min familie, de vidste at jeg ikke var – helt tabt bag en vogn. Så de har altid troet på mig.
Til en hyggeaften ved en veninde. En klassekammerat – fra 0. og 1. klasse. Fortalte jeg om de overvejelser jeg havde gjort, i forhold til at starte på 10. klasse eller HF. Min veninde gjorde det meget tydeligt for mig, at det var hun sikker på at jeg sagtens kunne. Overvejelserne startede, da det at finde job som ufaglært ikke gik særlig godt. Så en tur til studievejlederen på VUC.

Jeg startede på en 10. klasse som 23-årig. Min datter var 2 år og min søn 7 måneder. Jeg var alene med dem, men havde et godt samarbejde med deres far. I løbet af skoleåret fandt jeg ud af, at jeg nok godt kunne lære. Da jeg startede fik jeg 03 i dansk diktat og 9 måneder sener til eksamen fik jeg 8. Det fik mig overbevist om, at det ikke var et spørgsmål om jeg kunne, men hvordan jeg lærte. Så 10. klasse blev til HF og i 2010 blev jeg student.

Min store drøm var stadigvæk at blive fotograf, men da det var noget nær umuligt at tage fotograf uddannelsen – fordi jeg havde to små børn og boede i Fredericia. Uddannelsen ligger i Viborg. Men så er det jo godt at der er alternativer.
I 2010 gjorde jeg mit hobbyfotografi til en virksomhed. For heldigvis er fotograf ikke en beskyttede titel.

Under forløbet kæmpede jeg med efterreaktionen fra ulykken i 2003. Jeg havde fået PTSD og ja, jeg vil ikke anbefale det. Her vil jeg ikke fortælle så meget om de indre kampe jeg har kæmpede. Men en lille sneak peak giver jeg gerne.

Når du bliver diagnoseret med en psykisk sygdom – eller, det er nok forskelligt fra menneske til menneske. Men da først jeg hørte en læge nævne det, da fornægtet jeg det. For det var dengang sådan, at de som får PTSD, får det efter at have været udsendt som soldat eller er flygtet fra krig. Så jeg tænkte – hallo, ej. Det passer ikke ind i mit verdensbillede.

Men som jeg undersøgte sagen, kunne jeg jo godt se det. Så her startede en intern erkendelses proces, og jeg lærte, at det øjeblik man fortæller om sin psykiske sygdom, så har man allerede mødt alle fordomme. For de første fordomme man møder, er ens egne.

På tråds af, at jeg dagligt levede med PTSD symptomer, så lykkes det mig alligevel at gennemføre HF – godt ok over 3 år i stedet for 2. Jeg kan ikke huske om det var under 1. eller 2. år af HF at jeg blev testet for ordblindhed. Men jeg fandt ud af, at jeg er ordblind og fik en IT-rygsæk.

Blindeskrift uden at kunne stave

Da jeg arbejdede hos Post Danmark var jeg en kort periode i en afdeling hvor jeg skulle sidde ved en computer og “kode” hvor brevene skulle sendes hed. Det vil sige at jeg skulle indtaste de 4 første bogstaver af vejnavnet. For at kunne gøre det hurtigt skulle man lære blindskrift. Så jeg fik en CD-rom med hjem med et spil på. Så jeg havde lært at skrive i blinde – så at sige.

Denne egenskab viste sig at være ret så smart og jeg fandt ud af, at jeg nemmer kunne stave ved at skrive på computeren. Sådan har jeg det stadigvæk. Nogle ord kan jeg ikke skrive i hånden, men kan skrive dem på computeren uden at tænke videre over det. Det er rat smart at udnytte muskelhukommelsen og derved udvide ordforrådet.

Selvom jeg er ordblind, så kan jeg godt skrive. Det tager mig bare lidt længer tid. Ikke fordi jeg skriver langsomt, men fordi det at formulere sig også er en opgave hvor sprogcenteret og hukommelsen er på arbejde. Der er så også det med stavefejl, dem laver alle og jeg laver måske bare lidt flere. Jeg kan også godt læse kendt og læsevenlig tekst – dvs at teksten skal være skrevet på computer i en neutral fond. Er en tekst skrevet med Caps Lock, så er det ikke helt så let. Lige som håndskrift er en opgave. Det er det fordi at så skal jeg læse ordne, i stedet for blot at genkende dem. Jeg har altid husket ord, som var de telefon nummer. Fordi jeg kan ikke høre mig frem til hvordan et ord staves, så det skal huskes.

Ordblinde underviseren på HF fortalte dengang, at man ved at have scannet ordblinde og ikke ordblinde hjerner med der blev læst. Her havde de fundet ud af, at ordblindes hjerne var aktive i et større område af hjernen. De ikke ordblindes hjerner var aktive i et mindre område.

Jeg kan godt lide at være lidt morsom, så i min sorthvide tankegang konkluderede jeg, at ordblinde jo så bruger mere af hjernen – ergo, de er kloger.

Jeg har sener hørt, eller læst om at ordblinde læser med hukommelsen. Noget med at aktiviteten på scanninger har tydet på, at informationen skal forbi hukommelsen når ordblinde læser. Hvor korrekt det er, ved jeg ikke. Men ud fra min egen erfaring så tror jeg der er noget om det. 

Ordblinde læser med hukommelsen.

 

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Ufaglært arbejder

Da jeg gik ud af folkeskolen som 16-årig, så tog jeg livet i egen hånd og selvom jeg havde fået et virkeligt godt trænet mindreværdskompleks af tiden i folkeskole, så vidst jeg, at jeg nok skulle klare mig.

Men jeg accepterer præmissen om, at jeg var dum og ikke evnede at lære. Men derfor kan man jo godt få et arbejde.

Mit første job var som salgsassistent i en dyrehandel, her arbejde jeg omkring 1½ år.
Her fandt jeg ud af, at selvom jeg stavede dårligt, så gjorde det ikke så meget. Jeg fandt også ud af, at jeg kunne huske ordne, som var de telefon nummer og på den måde kunne jeg skrive navne på de vare som skulle bestilles. Eller skrive fiskenavne på akvarierne.

Den del af hjernen som gemmer på faktuel viden, den virkede ret godt. Så jeg blev hurtigt et lille dyrehandel leksikon. Jeg skulle kun høre informationen en enkelt gang, og så kendte jeg den. Dengang var jeg ikke klar over, at det også er at lære. At alt det jeg vidste, jo var noget jeg havde lært. Fordi jeg også havde fået lært, at jeg ikke kunne lære. Jeg ved godt, at det er lidt sort/hvidt forstået – men jeg var jo ikke så gammel.

Da jeg fyldte 18 år tog jeg 9. klasse på VUC og selvom jeg bestod alle fag, så forstod jeg stadig ikke, at jeg kunne lære. Der skal åbenbart mere til at overbevise mig.

Når jeg tænker på det i dag, så er det lidt tragikomisk, at jeg havde lært, at jeg ikke kunne lære. I rigtig mange år gik jeg i troen om, at alt jeg vidste, det var almen viden.

Dyrehandel jeg havde arbejdet i, den gik konkurs og konkursboet blev købt af et par, som jeg kendte igennem mine forældre.
Jeg hjalp dem i opstarten. For jeg kendte butikken og dens vare som – indersiden af mine bukselommer. Vidste hvad der kom fra hvilke leverandør osv. Jeg omkodet kasseapparatet så det fik butikkens nye navn og medarbejders navne. Selvom jeg aldrig før havde prøvet at omkode et kasseapparat.

Efter 9. klassen skulle jeg havde startede på grundforløbet til mediegrafiker. Som også var det grundforløb man skulle have for at starte på fotograf uddannelsen. Men til infomødet blev jeg skræmt væk af alt det ukendte og alt det læsning det ville kræve. For jeg kunne ikke rigtigt læse og det var før programmer til oplæsning var en kendt løsning. Dansk havde jeg bestået ved at højreklikke på de røde streger og vælge et korrekt stavet ord. Den mundtlige eksamen var på 24 timer og her fik jeg en ven til at læse teksten.

I stedet for at starte på uddannelse, fik jeg job hos Post Danmark hvor jeg var ansat frem til starten af 2005.

I 2003 købte jeg en kolonihave som jeg ville bygge mit hjem i. Jeg er nemlig ret handy og er datter af en bygningssnedker og maler.  Kort efter finder jeg ud af, at jeg er gravid og skal have mit første barn. Kort efter jeg blev mor, blev vi udsat for en ulykke som gav mig mén der gjorde at jeg ikke kunne klare det arbejde jeg havde og så tog mit liv en drejning.

I dag ser jeg denne ulykke som en af de bedste ting der er sket for mig – ikke selve traumet og det forfærdelige i oplevelsen. Det faktum, at jeg blev tvunget til at vælge anderledes og derfor fandt jeg ud af, at jeg godt kan lære.

Når man ser døden i øjnene – altså oplever noget hvor du ved, at nu slutter det. Så sker der noget, som er umuligt at beskrive på andre måder end, at livet starter på ny.
På den anden side af “The point of no return” der står man og er fremmede i krop og følelser. Man skal lære sig selv at kende på ny – og det var starten på min faglige udvikling.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Grundskolen – specialklassen

Normalt, så er grundskolen ikke så vigtigt når vi ser på vores professionelle CV. Min folkeskolegang er i mange tilfælde fuldstændig underordnet og ret ligegyldigt information – men i nogle jobs, så kan det være en fordel at have set grundskole fra et andet perspektiv end de fleste.

Allerede som lille, var jeg en dagdrømmer der i skoletiden sad med blikke ud af vinduet og tankerne fordybet i den indre fantasi. Jeg forstod ikke at lære bogstaverne og jeg var let at lokke til spilopper. I fritiden var min legeplads naturen omkring mit hjem. Jeg Kravlede så op i træerne som muligt. Legede på togbanen – eller, jeg løb over skinnerne. Ikke med hovedet under armen. For jeg studerede først hvornår det ville være sikkert. Jeg observerede og lærte hvornår der ville komme tog. Lærte at skinnerne klingede lang tid før, jeg kunne se toget.

Når jeg, som voksen ser tilbage på det barn jeg var. Så kan jeg undre mig over at man mente, at jeg ikke kunne lære. For jeg lærte navne på planterne og dyrene. Alle knob i spejderbogen lærte jeg også, på nær et par enkle. Min almene viden gjorde også, at lærerne ikke forstod, hvorfor jeg ikke kunne lære det jeg skulle lære i skolen.

Efter 2. klasse blev jeg flyttet til en specialklasse. Denne klasse lå i en opgang kun med specialklasser. Den blev i skolegården kaldt for “spasseropgangen”. Vi fra denne opgang blev udsat for lidt af hvert. Engang fik jeg fyldt mine øre med sand mens jeg blev kald alle de bedste skældsord som et barn kan finde på.

Kun fordi jeg gik i specialklasse, for dem der gik der, ja de var uintelligente – og direkte dumme børn uden værdi for fællesskabet.

Vi var ekskluderes fra fællesskabet og vores ord blev ikke taget alvorligt når vi ”sladderet” til de voksne. Sætningen. Arr, det var nu nok ikke sådan at det forgik. Den står klokke klar i min hukommelse. Selvom jeg ikke var den det gik værst ud over – så husker jeg så tydeligt urimeligheden over at vi ikke engang kunne få hjælp fra de voksne.

Men jeg lærte selvfølge også noget i min folkeskoletid. Lærte at tegne hvad jeg tænker på – oversat til voksent. Så styrkede dette mine refleksive evner og frie fantasi. Jeg lærte at det normale (de normale børn) var utilregnelige. At nogen mennesker tror det er okay at dømme andre blot på deres faglige og sociale forudsætninger.

Heldigvis er langt de fleste voksne, vokset fra skolegårdens hierarki.

Det hele endte med at jeg gik ud efter 8. klasse. Det gjorde jeg efter at min mor spurgte lærerne om de ville forsøge at lære mig noget, så jeg kunne få en afgangseksamen. Svaret, som blev leveret tilbagelænet med armene over kors. At det var de ikke sikre på de gad.

Og så gik jeg ud med en besked om, at jeg ikke kunne lære nok til at få en uddannelse. Fordi mit danskfaglige var langt fra aldersvarende. Min drøm var at blive fotograf, for det kræver jo blot at klikke på en knap. 

Jeg er sikker på, at lærerne gjordet det bedste de kunne inden for de rammer og den viden man havde der tilbage i 90-erne. Vi kan jo ikke altså ikke være sure på nogen, over noget man ikke vidste beder om. Folkeskolen skulle gerne styrke børn i deres personlige og faglige udvikling, men nogen gange, så går det ikke efter planen.

Jeg er positiv indstillet og jeg prøver altid at se på det positive i enhver situation. Så jeg dvæler ikke ved de dårlige oplevelser som dårlige minder. I stedet ser jeg det som vigtige elementer i den livslange læring det er at være et menneske.

 

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Hvorfor skal baby sove?

Grunden til at baby skal sove til en nyfødt fotografering, er ganske enkelt fordi, at når baby er vågen kan baby kun ligge på en måde og kan ikke poses (ligges) i de forskellige stillinger. Forsøger man at pose baby vågen, så er der større risiko ved at baby rykkere sig væk før billedet er taget og det er ikke sikkert for baby. Stillingerne er jo ikke stillinger baby frivilligt ligger sig i, de ved jo ikke rigtigt, at de har arme og ben endnu.

Så grunden til at baby skal sove er: VI får flere forskellige billeder og for at vi kan udføre de forskellige poseringer sikkert, kræver det altså, at baby sover. 

Hvad nu hvis baby ikke vil sove til fores fotografering?

Der kan sagtens tages billeder af en vågen nyfødt, men så tages der bare kun billedere hvor baby ligger på ryggen og i armene på forældre/søskende. Så vi får ikke lige så mange forskellige billeder.
Det er svært at tage gode billeder af baby vågen, fordi de små kigger tilfældigt rundt og ofte er skeløjet. I de første uger er babys øjne heller ikke skarpe.

Hvordan får vi baby til at sove?

I behøver ikke være nervøse for, at I ikke kan få baby til at sove på kommando. Det er noget af det som er en del at det, at være nyfødt fotograf. At forstå de små, så vi kan få baby til at sove, næsten på kommando. Det har jeg en helt enkelt opskrift på, som der selvfølgelig ikke er en garanti. Når det kommer til små babyer, så kan man ikke stille en 100% garanti. 

Som kunde får du et online kurus i at få baby til at sove.

Når du booker din terminsdato, så får du adgang til kurset “Få din nyfødte til at sove – kursus for fotografer og forældre”. Et kort kursus, som oprindeligt er en del af undervisning på mine fysiske kurser i nyfødt fotografering. Så kan I få en ide om, hvordan jeg/vi får jeres barn til at sove til fotograferingen. Det giver jer også et billede af, hvordan jeg forstår jeres barn. Den teori som jeg bruger i mit arbejde som nyfødt fotograf, den kan også sagtens bruges af den nybagte familie.